Menu

3 sejre i streg for RIF i Sjællandsserien

image
Tekst: Carsten Andersen | www: Anders Karlshøj
20. oktober 2018 kl. 17:10
Herlufholm HG - Ringsted IF 0-2 (0-0)

Målscorere: Jonatan Knaack 1, Lasse Green 1

Fredag aften drog RIF mandskabet til Næstved og SEIFERT Arena for at møde Herlufsholm – det var en med en ting for øje, der skulle 3 point på kontoen og pres på de øvrige hold i kampen om 2. pladsen.

Trænerteamet havde rystet posen til kampen og lavet flere ændringer fra sidste rundes sejr mod Køge BK. Patrick Berg og Jonatan Knaack gled ind i startopstillingen hvilket betød en særdeles ung angrebsduo for RIF med unge Ashraf Saber og Jonatan Knaack som frontduo. Martin Jensen gled ind på den centrale midtbane efter at have spillet wingback mod Køge BK.

Kampen blev spillet på kunstgræs og det passede tydeligvis Ringstedmandskabet særdeles godt – fra start spillede man hurtigt og satte sig fra kampens start på begivenhederne. Herlufholm havde en klar plan om at slå lange bolde op til deres små hurtige offensive spillere. Dette håndterede Ringsted bagkæde igennem hele kampen til perfektion. De første 30 minutter var med Ringsted dominerende på bolden men så snart man kom frem på den sidste tredjedel af banen stod der en modstander i vejen før det for alvor blev farligt.

I løbet af 5 minutter skulle det dog hurtigt ændre sig – to friløbere til Ringsted og to gode muligheder fra kanten af feltet burde have betydet en føring til RIF. Først reddede Herlufholms målmand stærkt da Ashraf Saber kom i mellem en tilbagelægning og alene mod mål, men den unge Ringsted angriber fik stoppet op og mistede dermed momentum. Kort efter kom Lasse Green alene igennem fra en spids vinkel i feltet og lagde den uden om HG’s fremadstormende keeper, uheldigvis for Ringstedmandskabet ramte Lasse Greens afslutning stolpen. Begge store chancer der kunne have givet en fortjent 1-0 føring og ro på spillet for RIF.

De spildte chancer var kort efter ved at betyde at RIF i stedet kunne være gået til pause bagud 1-0. Efter ca. 40 min fik Herlufholm kombineret sit fint igennem i Ringsteds venstre side og med et par hurtige træk ind i feltet til baglinjen og en aflevering skråt bagud var Ringsted forsvaret splittet, Ringsted keeper Mark Nielsen hev dog en stærk redning op på afslutningen fra kanten af det lille felt. Høj klasse af keeperen som ellers ikke havde haft meget at se til i første halvleg, hvor Herlufholms eneste muligheder var ved et par hjørnespark der aldrig for alvor blev farlige.   

I pausen blev RIF enige om at passe på deres omstillinger samtidig med at man gerne ville prøve at lokke dem længere frem på banen så man selv kunne køre hurtige kontraer.

Ringsted mandskabet kom flyvende ud til 2. halvleg og Ashraf Saber gjorde i flere omgange ondt på modstanderen med hans fart og løb bag om bagkæden. Dette var tæt på at give en friløber efter 55 min. men Herlufholm forsvaren fik nedlagt den unge Ringsted angriber på kanten af feltet – noget overraskende uden nogle følgestraf. Frisparket blev desværre ikke farligt.

Der skulle dog ikke gå mange minutter før Ashraf Saber var på spil igen, denne gang kom han bag om Herlufholm forsvaret og med sin fart kom han alene igennem. Jonatan Knaack havde taget løbet med frem og da målmanden kom ud i Ashraf spillede han den meget uselvisk på tværs til en helt fri Jonatan Knaack der kunne score i tomt mål. Ringsteds unge angrebsduo på 18 år havde gjort det fuldt fortjent til 1-0 til RIF.

Bare 2 minutter efter var det yderst tæt på 2-0 da Ashraf Saber igen splittede HG’s forsvar og i siden af feltet kom alene igennem – igen lagde han den uselvisk på tværs hvor en fremadstormende Jonatan Knaack var millimeter fra en 2-0 scoring og en kopi af føringsmålet, der dog blev reddet på stregen.

Der skulle dog ikke gå mere end yderligere 2 min. før 2-0 føringen var en realitet. Patrick Berg brød HG’s opspil centralt på Ringsted banehalvdelen og fandt en fri Martin Jensen der drev bolden ind på modstanderens banehalvdel. Han sendte med en hård flad aflevering mellem de to centrale midtstoppere Lasse Green alene igennem – Ringsteds aktuelle topscorer svigtede ikke og lagde den køligt ind til en 2-0 føring til RIF efter 65 min.

Ringsted benyttede sig af sin bænk de sidste 25 min og bragte Henrik ”Heine” i spil i stedet for Mikkel Green kort efter scoringen. Nicolai Rasmussen erstattede Martin Jensen efter 74 minutter og Nichlas Nolan kom på banen de sidste 10 min. i stedet for Ashraf Saber.

Ringsted mandskabet kørte en fuldt fortjent sejr i hus og Herlufholm blev aldrig for alvor farlige i kampens sidste 15-20 min.

I 91 min. fik Nicholas Nolan gult kort efter en duel med en Herlufholm forsvarer hvor dommeren vurderede at Ringsted angriberen brugte sine arme lidt for meget.

Holdet leverede præcis det som trænerteamet inden kampen havde haft fokus på – man spillede hurtigt og kreerede masser af chancer, også nok til at det både kunne være blevet til 3, 4 eller 5 mål denne fredag aften i Næstved.

Efter kampen var trænerteamet naturligvis vældig tilfredse med kampen og cheftræner Ole Pedersen udtalte: ”Vores taktiske ændringer siden sidste kamp gav virkelig pote – men det var nu også godt for os at HG ville spille fodbold mod os. De bliver fanget i vores pres og i flere omgange gik det stærkt den anden vej med vores 2 offensive midtbanespillere og vores 2 angribere. Det bekom os rigtig vel at vi spillede på kunst - vores opbygningsspil fungerede for en gangs skyld rigtig godt, især i 1 halvleg med god tålmodighed. Det var dejligt med 3. sejr i streg og ligeledes at holde nullet for 3. kamp – det er klasse og stor cadeau til hele holdet.

Der var en stærk indsats hele vejen rundt fra RIF og unge Jonatan Knaack var for 2. uge i træk blandt målscorerne og fremhæves for hans målfarlighed, løbepensum og omgang med bolden. Det var desuden 6. gang i sæsonens 10 kampe at Ringstedmandskabet forlod banen uden at modstanderen fik scoret – det må siges at være imponerende.

Med sejren bringer Ringsted IF sig alene på rækkens 2. plads inden weekendens kampe.

Næste kamp er efterårets sidste turneringskamp når Nakskov FC kommer på besøg på bane 4 lørdag den 27. oktober 2018 kl. 13.00.

Efterfølgende spiller senior 2 topkamp på samme bane kl. 15.00 mod Lynge Broby i Serie 3. Begge mandskaber håber på stor opbakning denne dag så efteråret kan sluttes af med to sejre og en plads i topstriden når turneringen starter op igen i slutningen af marts 2019.

Til slut skal der fra hele holdets side endnu en gang lyde en stor tak for opbakningen til dagens kamp – der var igen flot fremmøde og opbakning til mandskabet på trods af der var tale om en udekamp en fredag aften.