Menu

Sjællandsserien: Årets første træningskamp mod Solrød FC

image
Tekst & Foto: Carsten Andersen, seniorkoordinator | www: Anders Karlshøj
03. februar 2019 kl. 21:15
Uofficiel debut til flere nye spillere i Ringsted trøjen.

Solrød FC – Ringsted IF 3-4 (1-3). Målscorer: Asraf Saber 2, Jonatan Knaack og Lasse Green

Efter 2 ugers opstart med 3-4 ugentlige træninger var det lørdag kl. 12.30 blevet tid til årets første træningskamp for Ringsteds sjællandsseriemandskab. Solrød FC fra serie 1 var modstander denne lørdag hvor det blev uofficiel debut til flere nye spillere i Ringsted trøjen.

Trænerteamet havde til lørdagens kamp udtaget 16 mand:

1. Philip Gyldenvang Nielsen
2. Jonas Hansen
3. Patrick Sayson Nielsen
4. Magnus Keinicke
5. David Nielsen
6. Lasse Green
7. Ashraf Saber
8. Marcus Frisch Hestehauge Sørensen
9. Martin Jensen
10. Patrick Berg
11. Timmi Kjøller Nielsen
12. Jonatan Wessel Knaack
13. Nicolai Rasmussen
14. Rasmus Højgaard
15. Emil Werner
16. Peter Haar

Der var fra start i dagens kamp debut på venstrekanten til Emil Werner og i den centrale forsvar til David Nielsen. Begge spillere har tidligere spillet i RIF Fodbold men er efter en årrække i henholdsvis Slagelse B&I og Næstved IF tilbage i den blå trøje fra 2019.

Ringstedmandskabet var fra start veloplagte og da kampuret havde rundet 25 minutter stod der 0-3. Især scoringerne til 1-0 og 2-0 var virkelige flotte. Begge scoringer sat op af de 2 wingbacks på hver sin side Emil Werner og Martin Jensen med fine hårde indlæg der blev omsat til scoringer af henholdsvis Jonatan Knaack og Ashraf Saber tæt under mål. Begge mål må have glædet trænerteamet da det var med mange af de momenter der ses øvet på træningsbanen uge efter uge. Lidt mere tilfældig var scoringen til 3-0 da Lasse Green opfangede en løs bold i siden af feltet og kom på kant af Solrød FCs forsvar og afsluttede hårdt ved nærmeste stolpe. Ringsted mandskabet var i fuld kontrol og det lignede en ordentlig øretæve til dagens modstander.

Sådan skulle det nu ikke gå for kampen ændrede karakter da kampuret rundede 30 minutter og herfra stod der Solrød FC dominans på resten af halvlegen. Flere nærgående forsøg blev i 2 omgange reddet af Philip Nielsen, der især ved anden forsøg viste hurtige reflekser på stregen. Solrød pressede hårdt på for en reducering og denne kom kort før pausen da 4 hjørnespark inden for kort tid gav pote og tæt under mål kunne en fri Solrød spillere nemt reducere til 1-3.

Pausen blev brugt på at skifte 4 mand og sammen med en udskiftning kort før pausen blev rokeret en del rund på opstillingen til 2. halvleg. Der var debut til Timmi Kjøller Nielsen der er kommet til fra Haslev Fc, Rasmus Højgaard fra Benløse og Peter Haar der er U19 spillere og tilbage i Ringsted efter en tur til Roskilde FC.

De mange udskiftninger betød af Ringstedmandskabet fra start af 2. halvleg ikke kunne finde de fine momenter fra 1. halvleg og i flere omgange så særdeles usikre ud på egen banehalvdel. Solrød sad nu markant på spillet og flere store 100% chancer blev brændt. Dette varede dog ikke ved og i løbet af det første kvarter af 2. halvleg var en 3-1 føring blevet til 3-3.

Det var som om reduceringen til 3-3 fik Ringsted spillerne til at skrue op for dampen igen og flere af første halvlegs momenter kom tilbage i slutningen af 2. halvleg hvor mandskabet igen dominerede kampen. Ashraf Saber satte sig i flere omgange stærk igennem og havde flere flotte aktioner – den ene med resultat af et straffespark til følge da en Solrød spiller måtte tage ulovlige midler i brug for at stoppe den hurtige Ringsted angriber. Straffesparket omsatte Ashraf Saber selv til en 4-3 føring inden han lod sig udskifte. De sidste 10.15 minutter sad Ringsted på spillet uden at det dog blev til flere store chancer eller flere mål.

Kampen var en noget blandet oplevelse som træningskampe i starten af sæsonen oftest er. Trænerteamet vil uden tvivl være meget tilfredse med især de første 30 minutter af kampen og tage dette med videre til de kommende ugers træninger og kampe. I første halvleg var der stærke præstationer af Emil Wener, Nicolai Rasmussen og Patrick Sayson Nielsen, mens der i 2 halvleg var gode præstationer af Marcus Hestehauge, Ashraf Saber og Lasse Green.

Allerede søndag kl. 13 skal flere af spillerne i aktion når Ringsted IF U21 møder Borup IF fra serie 3 på kunstgræsbanen i Ringsted. Her skal Patrick Berg, Peter Haar, David Nielsen, Ashraf Saber og Jonatan Knaack alle spille med.

Næste træningskamp for sjællandsseriemandskabet er lørdag den 9. februar 2019 kl. 14.00 ude mod Tåstrup fra Danmarksserien.