Menu

Flot U17 sejr

image Tak til Bays revision
Andersen
08. september 2017 kl. 13:03
4-0 over Himmelev

U17-2 kampen imod Himmelev d. 7 september blev spillet på Kunststofbanens grønne klæde i et perfekt fodboldvejr.

De forrige kampe i puljen har været meget jævnbyrdige, men skader og mange weekendafbud har givet trænerteamet en del udfordringer med at sætte hold. Det har kostet på pointkontoen, når holdet og holdkammeraterne er blevet fraprioriteret af den enkelte spiller.

En bøn - Kig nu i kampklar og gør lidt mere for at være klar til kampene og lad være med at melde afbud kort før kampstart og derved svigte holdet.

Kampen:

Ringsteddrengene fik hurtigt et spilovertag, 4-backen med forsvarsgeneralen Skaaning var meget solide. Keeper Esben stod godt og midtbanen sprudlede energisk styret af anfører Krogh, udover var den gamle 01’ angrebsduo Kristoffer ”Pukki” Holden & Johan Larsen genforenet for en stund og udstrålede stort overskud og spillelyst. 

Der var ikke gået mere end 15 min da Pukki trykkede af fra distancen, målmanden halvklarede og riposten sprang ud til den lynhurtige fløj Jericho Sørensen, der fortjent satte bolden i kassen til 1-0. 

I en kontra trak Johan ud på venstrekanten, tog en høj bold ned med sin gode teknik, imens han krydsede midterlinjen, kiggede op, og løftede elegant bolden op over Himmelev forsvaret i en perfekt aflevering til den fremstormende Pukki, der med sin hurtighed løb fra alt og alle – udplacerede keeperen 2-0, som også var halvlegsresultatet. 

RIF drengene foresatte ufortrødent efter pausen og Johan viste endnu engang sin klasse, da han med en smart førstegangsberøring spillede sig selv fri, rundede modstandernes måbende venstreback og lagde en hård flad aflevering ind i feltet til en fremstormende Pukki, der sikkert bragte RIF på 3-0. 

I de døende minutter ville en stærkt spillede Batuhan Yildirim også være med i løjerne, huserede på venstrekanten og serverede en perfekt assist i målfeltet til holdets Hulk - Simon ”Paaske” Andersen, der scorede til slutresultatet 4-0. 

Det var en all-over god præstation af holdet. 

Ref. Andersen

 

Hold 2 træner Jesper Olsen udtalte følgende efter kampen: 

Jeg  kunne godt se på et par af spillerne, at der var lidt træthed i benene, efter U16 kamp tirsdag og skolefodbold onsdag også U17 kamp torsdag. Men der udover er jeg godt tilfreds med holdet.  Vi er godt på vej, og er rigtig glad for de 3 point, så nu venter Karlslunde på næste lørdag.

 

Tak til de fremmødte forældre, Tak til dommeren og Tak til vores sponsor Kim Bay.