Menu

Ringsted IF vandt over Lyngby

image
Tekst: Torben Fleckner | www: Anders Karlshøj
03. maj 2019 kl. 22:29
Efter sejren over Lyngby er RIF U14 nu et ægte tophold

Efter sejren over Lyngby er Ringsted IF nu et ægte tophold i Øst 2-rækken. Ringsted er efter 8 runder placeret på andenpladsen.

Da vores Ringsted-drenge løb på banen, vidste de godt, hvad det handlede om. Hvis holdet fortsat skulle hænge på i toppen, var en sejr nødvendig. Modstanderen var Lyngby, som lige har fået 3 stjerner i DBUs nye licenssystem for ungdomstalentarbejde. Klubben har vundet det danske mesterskab for herresenior 2 gange og pokalturneringen 3 gange. Derudover har Lyngby i tidens løb leveret 17 spillere til det danske A-landshold.

Det var således en af de rigtigt store og traditionsrige klubber, Ringsteds U14-drenge skulle bide skeer med denne halvkølige og blæsende majaften.

Ringsted-trænerne udtalte før kampen: ”Vi skal være klar fra start – og så skal vi naturligvis score et mål mere end Lyngby”.

RIF-drengene havde hørt efter trænernes ord. Vores drenge startede som lyn og torden, og allerede efter 2 minutter scorer Asmus til 1-0. De mange tilhængere jubler, så det kan høres langt væk. Sikke en start! Desværre svarer Lyngby hurtigt igen og udligner 2 minutter efter. Der mangler kommunikation og beslutsomhed i forsvaret. Efter 4 minutter er stillingen 1-1.

Resten af første halvleg er en rodet forestilling og spillet foregår mest på midtbanen. En ganske kraftig vind er en del af forklaringen – en anden forklaring er, at holdenes presspil, med hårde nærkampe, forhindrer begge holdene i at bygge spillet op og føre bolden rundt. På trods af det udtaler den udsendte fra DBUs indrangeringsudvalg, at han er overrasket over niveauet.

I anden halvleg, hvor Ringsted får vinden i ryggen, lykkes det i højere grad at presse Lyngby bagud. Afleveringerne sidder mere præcist og vores kanter, Youssef og Hussein, rykker sig ofte fri af modstanderne.

Der er gået 9 minutter af anden halvleg da Hussein scorer til 2-1. Endnu engang bryder jublen ud på tilskuerpladserne. Ringsted er inde i en god periode. Valdemar afslutter godt med hovedet. Tæt på. Hussein har bolden i mål, men målet annulleres korrekt for offside. Lyngby har også et par store chancer i halvlegen, men vores målmand og vores forsvar kæmper heroisk og står imod. Ringsted IF hænger på i toppen og kan slå alle holdene i Øst-2-rækken.  Tak for kampen, drenge. Tak til de mange tilskuere og tak til modstanderholdet og den glimrende dommer.