Menu

Trænernes dans på sidelinjen stjal billedet, da spillet ikke helt fungerede for RIFs U-14 i Øst 2

image
Tekst: Torben Fleckner | www: Anders Karlshøj
10. marts 2019 kl. 13:18

En dramatisk slutning, hvor Ringsteds engagerede trænede viste flotte dansetrin på sidelinjen, kunne ikke fjerne helhedsindtrykket af en rodet affære. Ringsted IFs U-14 levede ikke op til de spillemæssigt lovende takter i Farum.

Efter en lovende turneringsstart i Farum, hvor holdet meget af kampen spillede en omgang god fodbold, blev kampen mod FB en spillemæssigt skuffende oplevelse. En kraftig vind blæste på tværs af banen og gjorde det vanskeligt for vores spillere at spille bolden rundt. Spillerne havde kampen igennem svært ved at placere sig korrekt. Spillet blev, særligt spillet uden bold, for stillestående.

Trænerne forsøger i løbet af første halvleg at skabe mere bevægelse og flow i spillet og foretager derfor en række udskiftninger. Tilsyneladende uden effekt, og FB kommer foran efter 31. min.  

Med fornyet gejst går RIF på banen til 2. halvleg. Holdet har heldet med sig efter 41 minutter, hvor FB scorer i eget net. 1-1. Desværre holder den stilling kun i 8 minutter. RIFs forsvar virker lidt tøvende og FB scorer.

RIFs trænerteam tager nu en beslutning, som skal vise sig at have afgørende betydning for kampens videre forløb. Der skiftes ud og Youssef placeres på toppen.

Kampen er fortsat rodet og ikke mange afleveringer rammer en medspiller. Rød opfanger en løs bold på kanten af FBs straffesparkfelt. Han tager chancen, rammer bolden godt. Ringsted udligner. Minuttet efter, i 59. minut, rammes FB af en advarsel. Ringsted er således i overtal i 10 minutter, altså næsten resten af kampen. På trods af undertal lykkes det FB at score efter 70 minutter. Igen virker RIFs forsvar ikke helt uden skyld.

RIF er bagud 2-3, spillet fungerer ikke og der er kun 3 minutter tilbage. Det er nu holdets moral og sammenhold kommer på prøve – sådan for alvor! Det er også nu, vi kommer tilbage til trænerteamets afgørende beslutning.

Først udligner Youssef til 3-3 efter 72 min. og efter 74 min scorer han RIFs sejrsmål til 4-3. Sådan! Trænerne danser på sidelinjen og mange er misundelige på deres smidige og roterende hofter. Ringsted er for alvor stemplet ind i Øst-2 og vil være en farlig modstander for alle hold i rækken.