Menu

En våd aften på Frederiksberg

image
Torben Fleckner
14. oktober 2019 kl. 00:10
U15 spillede uafgjort mod FB på en aften, hvor regnen væltede ned

Alle var klar over, hvad der stod på spil. Hvis vores Ringsted-drenge fortsat skulle være en del af toppen i Liga 2, skulle der point på kontoen. En af holdets spillere, Youssef El Hariri, udtrykte det på denne måde, da vi mødtes ved Fodboldhuset et par timer før kampstart: ”Vi skal spille hurtigt og være klar fra start. Derudover skal vi overholde vores aftaler. Jeg tror også, at jeg scorer i dag.”

Youssef, og alle de andre spillere på U15, var klar til kamp en fredag aften, hvor vejret var en udfordring. Regnen væltede ned over kunstbanerne på Jens Jessens Vej på Frederiksberg, hvor kampen skulle afvikles. Den voldsomme regn tilsat en kraftig vind på tværs af banen, gjorde forholdene vanskelige. Mon vejret svarede på de spørgsmål, som kulturnatten og klimamarchen stillede samme aften andre steder i København?

Holdets træner, Jan Mortensen, sagde: ”Vi skal spille en god fodboldkamp, hvor vi skal vise, at vi har lært af vores fejl fra de sidste par kampe. Vi skal stå godt på banen og være præcise i vores afslutninger.”

Første halvleg blev en fodboldkamp spillet i højt tempo med mange nærkampe på midtbanen. Vores spillere havde hørt efter trænerens oplæg. Der blev lukket godt af bagude, afleveringerne lå præcist og der blev fightet, så det var en fornøjelse. Ringsted havde to chancer i halvlegen, bl.a. et godt skud, hvor Asmus sender bolden på overlæggeren. FB var farlige en enkelt gang efter et indlæg, hvor et hovedstød blev sendt tæt forbi vores mål.

I pausen justerede træneren en smule på opstillingen. Vi skulle fortsat stå stærkt og kompakt, så der blev lukket af. Når boldene blev erobret på midtbanen, skulle de hurtigt smides ud på kanterne. Derefter få berøringer og afslutning.

I anden halvleg spillede drengene lige så disciplineret som i første halvleg. Aftalerne blev overholdt af spillerne. Desværre havde FB også trænere og spillere, som var i stand til at læse spillet. Anden halvleg blev derfor, i lighed med første halvleg, en taktisk præget affære med mange tætte nærkampe og få chancer. Youssef var tæt på en enkelt gang, ligesom FB havde også en god mulighed. Lige før dommeren fløjter kampen af snupper Jonas bolden på midten af banen. Han løber frem mod feltet og trykker af. Bolden går få centimeter over målrammen. 

Uafgjort var et rimeligt resultat på en aften, hvor alle spillerne på holdet spiller meget disciplineret. Holdet var denne aften særdeles godt organiseret – især defensivt. Det er svært at score mål på os, når vi står så godt på banen.

Tak til spillere, trænere, tilskuere og forældre, som fik en våd aften på Frederiksberg. Forhåbentligt dukker mange tilskuere op til næste kamp, som spilles på hjemmebane. 

Vi har stadig kontakt til topholdene i rækken, og vi er stærke nok til at slå alle hold. Næste kamp spilles på hjemmebane d. 26. oktober klokken 10.30. Modstanderen hedder Nykøbing FC.

KOM SÅ RINGSTED