Menu

Hvordan træner man en årgang under coronapandemien?

image
Rene' Christiansen
15. april 2020 kl. 18:16

Hvordan gør man egentlig det? Hvordan kan man sikre sig, at spillerne holder sig selv i form? Det er muligvis de to typiske spørgsmål fodboldtrænere har stillet sig selv og hinanden kort efter landets ”lockdown”.

Lad det være sagt med det samme, så findes der et hav af forskellige udfordringer i fodboldens verden på nuværende tidspunkt. Alfa omega er dog, at vi kigger mod løsninger fremfor begrænsninger, og via den del kan opbygge en nogenlunde fodboldmæssig hverdag. På trods af, at vi ikke kan benytte sportscenterets områder og træningerne i større eller mindre grupper, er sat på standby, har vi på klubbens U13 hold taget fat i nogle af de ting, vi stadig kan arbejde med sammen – hver for sig.

Alle spillere på årgangen har fået udleveret et fysisk/konditionsforebyggende træningsprogram, som de skal holde 2-3 gange om ugen. Ydermere skal hver enkelt spiller sende deres tid på en 3 kilometer løberute. På den måde kan vi i trænerteamet holde styr på deres konditionsmæssige forhold/forbedringer.
Et mareridt for de fleste spillere, at man skal lave fysisk/konditionsforebyggende træning på kontinuerlig basis. Jeg er ret sikker på, at alle spillere på tværs af alder, niveau og årgange har tænkt følgende: ”Jeg havde sgu da nok meldt mig ind i en atletikklub, hvis jeg kun skal løbe rundt uden bold hele tiden”.

Ovenstående citat er købt og forstået, og derfor kommer det vigtigste led i bevarelsen af det rent fodboldmæssige her. Spillerne er blevet henvist til at lave en masse øvelser på små græsarealer, i haven eller hvor der nu er plads til det. De fleste spillere fra U13 og opefter, er at finde på det sociale medie Instagram. På Instagram er der en side; ”theacademyplayer”, der har specialiseret sig i individuel, specifikorienteret træning med fokus på den tekniske del, hurtigere fødder og reaktionsmønstre. Her spiller selvdisciplinen ind, idét hver enkelt spiller har forskellige optimeringspunkter.

Udover ovenstående har vi afholdt spillersamtaler! Indtil videre har vi nået i nærheden af 20 individuelle spillersamtaler, hvor vi snakker om spillerens styrker, optimeringspunkter, delmål og deres generelle personlige målsætning for dem selv.

Coronapandemien er noget, som ingen af os kan gøre noget ved. En ukendt faktor, der lige pludselig har ændret vores hverdag og liv. Her er det ekstra vigtigt, at vi alle tænker over, hvad vi eventuelt har tid til nu, som vi ikke havde før. Vores fokus på årgangen ligger i de ting, vi hver især kan optimere nu. Hvad kan vi gøre noget ved? Resten er op til sundhedsministeriet, statsministeriet og de øvrige beslutningstagere i denne genopbygningsproces af Danmark.

Vi aner endnu ikke, om vi kommer tilbage på banerne inden sommerferien.
Men når vi gør, kan jeg give klubben og andre interessenter et løfte. I vil se en cheftræner og et trænerteam, der er mere opsat en nogensinde på udvikling af spillere, der senere hen vil skabe resultater – hvis ikke med det samme.

Årgangen består af 36 spillere fordelt på 3 8-mandshold. Vi har fået tilgang fra Haslev og Team A/S, og der er mere konkurrence om pladserne end førhen. Ydermere er trænerteamet blevet optimeret, da vi nu er 2 forskellige trænere tilknyttet til hver hold. På trænersiden er Jonas Mikkelsen og Patrick Berg de sidste tilsluttet. De skal fremadrettet have med årgangens hold 3 at gøre.
Det glæder vi os til – det kan blive rigtig spændende.

#Stayhome