Menu

U13-1 kigger tilbage på en fantastisk efterårssæson

image
René Christiansen
04. december 2019 kl. 22:24
Vinder mesterrækken og kvartfinaleplads i pokalturneringen

Vi starter med at kigge tilbage på DBU pokalturneringen. Pokalturneringen blev indledt i slutningen af august måned. Første runde var en hjemmebanekamp mod Nykøbing FC fra Liga 2. Et opgør, hvor vi stod rigtig godt på banen, gav ikke mange chancer væk, og kom selv til en del muligheder fremadrettet. Kampen endte fortjent med en sejr på 3-1. I anden runde mødte vi FA2000, der ligesom Nykøbing gør sig gældende i Liga 2. En kamp, hvor vi igen stod helt fantastisk, velorganiseret på banen. Vi gav ikke de store chancer væk, selvom FA2000 var mest på bolden. Kampen ender med en sejr på 2-0 efter to mål af Mathias B. 

Tredje runde var ligeledes en hjemmebanekamp – denne gang skulle vi møde Husum BK fra mesterrækken. Vi spiller helt fantastisk i første halvleg. Specielt de første 20 minutter kører vi Husum ud af banen. Jerfi spiller en rigtig flot første halvleg. Han kombinerer fint med især Malthe Helmuth og Mathias B. Sidstnævnte scorede atter to gange, hvilket betød at han nu var oppe på 5 scoringer i de første 3 kampe af pokalturneringen. I anden halvleg steppede Husum BK op, og de var meget på bolden. Vi fik ikke skubbet rigtigt ud, og var dårlige til at finde en pasning fremadrettet efter erobring. Det blev en smule panisk de sidste 15 minutter, men vi endte med at vinde opgøret 3-1, og var nu klar til kvartfinalen i DBU pokalen. 

Vi glædede os til lodtrækningen. Her trak vi Farum BK/F.C. Nordsjælland, hvilket på papiret tegnede sig til en nærmest, umulig opgave. De spiller til dagligt i Liga 1, hvilket er toppen af poppen herhjemme. Tiden flyver og lige pludselig stod vi i det. Det blev 1. søndag i advent, klokken var 12:00 og nu var der fløjtet op til kvartfinalen. Drengene var utrolig spændte, og vi havde forberedt dem på det tryk og pres der ville komme med det samme. 

Det første kvarter forløber ganske fint. Farum BK er spilstyrende, men vi står godt på banen og de bliver en smule irriteret i starten af kampen. 

Vi er gode til at lukke rummene ned i midten. De kommer foran efter det 13 minut og scorer yderligere kort efter til pausestillingen 0-2. Vi har et frispark fra Jonas Faebo og en afslutning fra kanten af feltet fra Emil Karlshøj – dog mangler der den sidste skarphed før en af disse to afslutninger var gået i kassen. Vi er godt tilfredse med første halvleg, og prøver at pifte noget energi i drengene. 

I anden halvleg har vi et par halve omstillinger, men ellers er det ikke meget at bolden er på vores fødder. Farum spiller med mere bevægelse og kombinerer langt hurtigere end i de første 30 minutter. De vinder helt fortjent 0-4. En sejr der godt kunne have været nogle mål større, hvis det ikke var for Lukas Vogt i målet. Flere rigtig gode aktioner mellem stængerne, hvilket han fik roser for efter slutfløjtet. 

Emil Karlshøj og Lukas Vogt var de to stemmeslugere efter opgøret. Lukas ender med 6 af stemmerne, mens Emil Karlshøj får 7 af stemmerne og bliver kampens spiller. En flot kamp af Emil, der gjorde alt, hvad han kunne inde på midten af banen. 

Vi kan være stolte af vores indsats i pokalturneringen. Vi slår to hold ud fra Liga 2, slår vinderne af den anden mesterrække i tredje runde og taber hæderligt med 0-4 i kvartfinalen. Vi ønsker Farum BK held og lykke med deres videre deltagelse i turneringen. 

Drengene var selvfølgelig en smule skuffet efter kampen over, at vi ikke kunne skabe mere fremadrettet. Deres lidt triste humør blev dog hurtigt vendt til smil, da de fik resultatet mellem Store Merløse og Avarta fortalt. Avarta vandt godt nok kampen, men det forhindrede os ikke i at stå som vindere af mesterrækken, efterårssæsonen 2019. En klar målsætning, som vi lagde på bordet til opstartsmødet tilbage i august måned. 

I turneringssammenhæng har det været en flot sæson ligeledes. 11 sejre, 2 uafgjorte og ingen nederlag. En plus målscorer på 36, og ikke smidt et eneste point på udebane. 

Der har været rigtig mange, flotte kampe. Jeg synes personligt, at vores anden halvleg mod Frem Hellebæk var imponerende. Stillingen er 2-1 efter første halvleg, men vi får snakket nogle ting igennem i pausen. Anden halvleg spiller vi med en utrolig hurtig boldomgang og ender med at vinde opgøret 7-1. 

Også kampene mod Farum BK og Virum Sorgenfri er at nævne. Hundrede procent i kontrol mod Farum og vinder 5-0 over det hold, der slutter som nr. 3 i rækken. Hjemmekampen mod Virum, der spiller vi det bedste kvarter i denne efterårssæson. Fra det 45 minut til kampens afslutning scorer vi tre mål, men har chancer til mange flere. Her ramte vi virkelig den bevægelighed og det direkte fodbold, som jeg ved, at drengene kan praktisere på et højt niveau. 

Det har dog ikke været store sejre og champagnebold igennem hele sæsonen. Hvem husker ikke gyseren i B73 Slagelse, hvor Jonathan Nielsen scorer vores afgørende mål til 2-3 i det 62’ende spilleminut? Søndag morgen i Skjold Birkerød på en ”grusbane”, hvor vi får fightet os til en 1-2 sejr. Sebastian Olsen blev matchvinder i denne kamp – efter et kanon løb fra forsvaret og hele vejen op igennem banen til matchvinder. En fantastisk efterårssæson som Sebastian Olsen har haft. Imponerende stykke arbejde, der er blevet lagt for dagen. En utrolig stabilitet, der sammen med skiftevis Jonas Faebo, Bastian Sølund og Visby i bagerste geled, har været stærkt medvirkende til, at vi ”blot” har lukket 16 mål ind i 17 kampe (i alle turneringer). Her må vi dog ikke glemme Vogt i målet, der har løftet hans niveau igennem de sidste par måneder. 

Også mangler vi stadig at nævne Helmuths hattrick mod Hørsholm, en rigtig, flot kamp af Hjalte i Vallensbæk, Jonas Faebos frisparksevner samt Mathias B og Emil Karlshøjs mange mål i begge turneringer. 

Efter de mange afgange på årgangen, har det været rigtig fedt at se, hvordan spillere har løftet deres niveau og taget ansvar både til træning og kamp. Her kommer Nicolai Berthelsen hurtigt i tankerne. En spiller der ikke altid har spillet fast på hold 1, men har i de seneste måneder taget en masse ansvar i form af kommunikation, bedre spilforståelse og hårdt arbejde. Han vil det! 

Til sidst vil jeg gerne sige tak for den store forældreopbakning til drengene igennem hele sæsonen. Om det har været tidligt søndag morgen med udebanekamp i Birkerød, ”fredagsbar” på hjemmebane mod RB1906 eller til pokalkampene i regn og blæst, så har vi altid kunnet regne med jeres støtte.