Menu

U13-1 med sikker sejr over Hørsholm Usserød IK

image
René Christiansen
31. oktober 2019 kl. 19:31
Malthe Helmuth leverede et hattrick

Onsdag aften skulle U13-1 på jagt efter endnu tre point, da Hørsholm Usserød IK besøgte kunstgræsbanerne. Kampen skulle rigtig være fløjtet i gang kl. 17:45, men grundet uheld og tæt trafik på motorvejen, blev kampen udsat til kl. 18:10. En lang tur, der desværre blev endnu længere for udeholdet. 

I omklædningsrummet inden kampen snakkede vi om, at vi skulle tilbage til vores gode spil. Vi havde tre fokuspunkter: Færre boldberøringer = hurtigere boldomgang. Vores kæder skulle forskyde og bevæge sig rigtigt for hinanden. I de sidste par kampe, har vi haft en tendens til at give for meget rum til modstanderholdene mellem vores forsvar og midtbane. Den tredje ting var, at vi skulle være klogere i vores beslutninger. Når vi kan sætte tempoet fremadrettet, så skal vi gøre det - i stedet for at spille bolden i støtte. Dog stadig med tålmodighed i det opbyggende angrebsspil. 

I modsætning til kampen i Taastrup i lørdags, hvor vi får en katastrofal dårlig start på opgøret – rammer vi i stedet for en drømmestart her. Emil finder et rum på midten af banen, vender mod mål og sætter tempo frem af banen. Helmuth har taget et godt løb i dybden på højre siden, som Emil ser og spiller ham helt fri. Et godt første touch og Helmuth sparker bolden op i langt målhjørne efter blot 40 sekunders fodbold. Klasse mål og vi var foran 1-0. Efter 8 minutter kommer vi foran 2-0 på samme opskrift som målet til 1-0. Emil finder Helmuth i dybden og sparker den sikkert forbi keeperen i Hørsholm målet. Efter 24 minutters spil kommer vi foran 3-0 efter et selvmål. Dette bliver pausestillingen – selvom vi havde chancer til flere mål i de første 30 minutter. 

I første halvleg gør vi alting rigtigt. Vi spiller både med tålmodighed, men er også gode til at tage de rigtige beslutninger, når der skal spilles mere direkte mod Hørsholms mål. Vi får både ramt de halvbrede - og de brede rum, og der er en god positiv kommunikation spillerne i mellem. Vigtigst af alt: Vi spiller med langt færre boldberøringer ind i de sidste to kampe!

I pausen snakker vi om, at vi skal blive ved med at holde de aftaler, som vi har indgået før kampstart.

Hørsholm Usserød kommer en smule bedre med i anden halvleg, dog uden at de får skabt de store chancer mod vores mål. Vi holder stadig en god boldomgang, og får lagt et højt pres på deres banehalvdel. Efter 39 minutter opsnapper Emil Karlshøj en clearing fra deres forsvarszone. Han spiller bolden videre, til en helt fri Mathias B, der med indersiden kan udbygge føringen til 4-0. Emils tredje assist denne aften! 

Herefter har vi flere skud mod mål, men der mangler lige den sidste skarphed. Udover den sidste skarphed, så står målmanden i Hørsholm en god kamp. Blandt andet har han en rigtig god frisparksredning på Jonas Faebos knaldhårde afslutning. En god indsats af deres målmand. 

Jonathan Nielsen leverer en fremragende pasning gennem kæden til Malthe Helmuth, der får en fri chance mod målmanden. Han tager et godt træk mod højre og sparker bolden sikkert ned i det venstre målhjørne – flot kasse. Helmuth kroner en fremragende kamp med sit hattrick. Rygterne går desuden på, at han har stjålet kampbolden med hjem. Slutresultatet bliver 5-0!

Vi spiller en rigtig god fodboldkamp i dag. Der var rigtig godt fodboldspil, og vi kommer frem til utrolig mange chancer i løbet af de 60 spilleminutter. De sidste 10 minutter bliver en smule for stressede, idét at flere af vores offensive spillere, rigtig gerne ville på måltavlen. Jeg synes dog, at vi løser aftenens opgave på en professionel måde. Vi tager de taktiske ting med fra omklædningsrummet, og praktisere det til U.G på kunstgræsset. 

Malthe Helmuth fik 8 stemmer, og blev fortjent kampens spiller. En rigtig god kamp af Helmuth, der udover hans hattrick, både skaber flere chancer til sig selv, men sætter også sine medspillere godt op. 

 

Næste kamp er på lørdag kl. 10:30 på hjemmebane mod Virum – kom og støt!