Menu

RIF U 10 har deltaget i Øens Hold Cup.

image
Tekst & Foto: Jesper Lemmike - www: Anders Karlshøj
16. oktober 2017 kl. 12:41
Hos Boldklubben Marienlyst på Fyn.

RIF U 10 har deltaget i i Hold Cup.

Fredag eftermiddag tog 14 spillere, to trænere samt syv forældre til Boldklubben Marienlyst på Fyn for at deltage i Øens Hold Cup, som er et samarbejde med Superligaklubben OB og udvalgte klubber på Fyn. Det de på Fyn kalder fodboldsamarbejdet ”Øens Hold”

RIF var tilmeldt med to hold. Èt på A niveau og et på C niveau. Vi var lidt spændt på hvordan det var ramt rent niveaumæssigt, men det skulle vise sig at være ganske godt vurderet.

De første to kampe blev afviklet fredag aften, 8 blev spillet lørdag og søndag stod der 5 kampe på menuen.

Så i alt 15 kampe spillede de to hold. Det endte med 12 sejre og tre nederlag. Alle i nogle tætte kampe, med masser af gode momenter og godt fodboldspil. Og naturligt nok med enkelte udfald bl.a. grundet træthed.

A holdet (RIF BLÅ) nåede undervejs at slå de bedste hold fra både OB (5-3) og Silkeborg (4-1), men den største præstation var nok sejren over værtsklubben Boldklubben Marienlyst der uden sammenligning er det bedste hold på Fyn i årgang 2008. Sejren på 2-0 var ganske enkelt imponerende mod et fremragende fynsk hold, der virkelig spillede flot og hurtigt fodbold. Vi var presset i bund, helt uden det var bevidst, hvilket vi normalt ikke er vant til, men vi stod klogt og taktisk godt på banen og var skarpe på de chancer vi nu engang kom frem til. Virkelig en super præstation af drengene. Derudover blev det til en 4-1 sejr over Næsby BK. De to nederlag var fredag aften til IF Lyseng (1-2) og Tårnby FF søndag morgen (1-3)

RIF HVID var stærkt spillende indtil den sidste kamp søndag middag hvor man tabte 1-4 til Raklev, efter en kamp hvor man godt kunne se drengene var mere end brugte, efter de mange kampe hen over weekenden, som alle i øvrigt blev vundet. Det gik ud over Esbjerg, Strib IF, Hjortshøj Egå, Grindsted, Marienlyst og Frederikssund. Rigtig godt sammenspil og fight var nøgleordene her.

Der blev løbende byttet rundt på spillerne, så alle fik kampe på rette niveau. Endnu et plus ved stævnet at man løbende måtte skifte spillere holdene imellem.

Det var arrangeret således at RIF også skulle spille to 8 mandskampe. De første nogensinde for RIF’s U10 hold. Så det var med spænding at der efter mange tætte kampe lørdag kl. 18:45 blev fløjtet op mod Stautrup IF på den flotte 8 mands kunstgræsbane på Marienlysts ganske imponerende anlæg. Drengene (og trænere samt forældre) havde glædet sig hele dagen og lad os bare sige det blev en kæmpe oplevelse for alle der havde tilhørsforhold til RIF. En sejr på 9-3 var facit da dommeren fløjtede af efter 2 x 20 minutters opvisning i flot og tålmodig fodbold. Taktikken blev fulgt til punkt og prikke og blev krydret med flotte mål og mange fremragende afleveringer. Samt en masse energi og løb for hinanden efter en lang dag med fodbold. Ganske imponerende. At det var den første kamp for drengene var svært at se. Der blev spillet tålmodigt, bredt og meget klogt og fornuftigt hele kampen igennem. De forstod virkelig at udnytte den store bane på fornemmeste vis. Et stolt trænerteam kunne efterfølgende sende drengene i et velfortjent bad med stor ros, for en nærmest fejlfri kamp mod et Stautrup hold, der indtil da havde vundet rub og stub i turneringen.  En lang dag nærmede sig sin afslutning rent fodboldmæssigt.

Søndag kl. 10:00 var der igen 8 mandskamp. Denne gang på C niveau mod Friheden fra Hvidovre. Her kom alle RIF’s spillere i kamp og igen endte det med en sejr. 3-1 til RIF. Her var det hovedsageligt RIF’s spillere på B, C og D niveau der kæmpede for de blå farver. Og igen var det en fornøjelse at se drengene gøre det godt og hive sejren i land efter endnu en absolut godkendt præstation.

Efter hver kamp var der straffesparkskonkurrence hvor alle spillere fra hver hold skulle skyde. Det skabte stor glæde blandt spillerne og gjorde man kom tættere på både spillere og trænere fra modstanderholdene. En rigtig god måde at afslutte kampene på.

Søndag ved 13 tiden drog vi hjemad med en rigtig god fornemmelse i kroppen. En fantastisk weekend både sportsligt og socialt var nået til vejs ende. Sportsligt blev vi matchet på højeste, bedste og passende niveau og fik rigtig mange gode kampe. Socialt var det en sand fornøjelse at se drengene hygge sig på kryds og tværs. Så en weekend der virkelig har givet meget positivt til RIF’s U10 drenge.

Der skal lyde en stor tak til Boldklubben Marienlyst (og OB) for et fantastisk set up og et virkelig godt stævne. Det spillede hele vejen igennem. Respekt herfra. En fed oplevelse at dyste mod hold man normalt ikke møder. Tak til alle spillerne for at bære de blå trøjer med respekt og for god opførsel både på og uden for banen. En fornøjelse at opleve. Tak til de forældre der tog med til Fyn. Det betyder rigtig meget for spillerne, men så sandelig også for os i trænerteamet. Uden forældreopbakning kunne det ikke lade sig gøre. Der er rigtig mange ting at holde styr på, så fantastisk med denne opbakning (og så var det jo meget hyggeligt ☺). Tak til de forældre der sendte kage, chips, sodavand og øl (til de voksne der havde behov for fyraftensøl på skolen når drengene var lagt i seng ☺) med os over Storebælt.