Menu

Flot spil af U17, men 2-0 kan være en farlig føring

image
Tekst: Torben Fleckner, teamleder for U17 | www: Anders Karlshøj
09. september 2019 kl. 00:18

Regnen væltede ned og en kold vind blæste på tværs af kunststofbanen. Alligevel var der mødt mange tilskuere frem denne efterårsaften, hvor Ringsteds U17 drenge tog imod Glostrup. Paraplyer i alverdens farver lyste op, mens trænere og ledere kæmpede for at få gang i lysanlægget. 

Da den udmærkede dommer, Tarek Youssef, fløjtede kampen i gang præcis klokken 19.00 tog regnen til. Drengene ænsede det ikke. Deres blik var fokuseret. De var klar på det, som nu skulle ske. Cheftræner, Stig Sørensen, havde nemlig planen klar. Hvis drengene fulgte planen, og de hver især løste deres opgaver, kunne de første point i mesterrækken sættes ind på pointkontoen. 

”I aften stiller vi kompakt op. En stram organisation med god sammenhæng mellem kæderne. Vi skal spille klogt, afventende og med stor disciplin. Når vi erobrer bolden, skal vi være hurtige i omstillingerne”.

Ringsted IF spiller en meget flot 1. halvleg, hvor drengene følger cheftrænerens anvisninger. Bortset fra en enkelt chance til Glostrup efter 10 min., har vores forsvar godt fat i modstanderne. På midtbanen slider og slæber vores spillere, så boldene erobres og senere fordeles ud på kanterne. RIF havde i 1. halvleg 2-3 chancer, som burde have resulteret i mål.

I 2. halvleg fortsatte Ringsted det flotte spil. Efter 5 minutter af halvlegen var Valdemar tæt på med et hovedstød lige forbi stolpen. Minuttet efter knaldede Søgård bolden i mål. Endelig! 1-0 til Ringsted. Nu kunne man høre de mange tilskuere. RIF-drengene fortsatte med at dominere og efter 8 minutter af 2. halvleg burde det have stået 2-0. Endnu engang et hovedstød, som gik lige forbi. Det var fuldt fortjent, at Ringsted efter 11 minutter af halvlegen kom foran 2-0. Alexander afsluttede smart og beslutsomt.

Det er sagt mange gange. 2-0 kan være en farlig føring. Det var det også denne aften. Først reducerer Glostrup og med 5 minutter tilbage af kampen udligner de. På det tidspunkt af kampen er Ringsteds spil faldet fra hinanden. Drengene er trætte, der er langt mellem kæderne og vi sender mange adresseløse bolde afsted. Vigtigt er det, at vores spillere stadig fighter og erobrer mange bolde. Særligt midtbanen, maskinrummet, går foran så sveden springer. Med 1 minut tilbage af den ordinære spilletid bremses en RIF-spiller ulovligt i feltet. Dommeren fløjter. Straffe til Ringsted. Søgård lægger bolden til rette. Dommeren fløjter. Søgård løber frem mod bolden og hamrer den sikkert i nettet, uden chance for Glostrups målmand. Kampen ender med en fortjent 3-2-sejr til Ringsteds U17 drenge, som spillede disciplineret flot fodbold i 60 minutter og fightede sejren hjem de sidste 20. Stig fremhævede efter kampen Nurettin. Han blev kampens spiller. Tillykke til de hårdtarbejdende spillere og trænere, som høstede de første 3 point i mesterrækken – nu slår vi Snekkersten på lørdag!