Menu

U13 til Øens Cup 2019

image
Tekst & Foto: Lars P. | www: Anders Karlshøj
09. april 2019 kl. 17:39
En weekend hvor drengene fik testet deres fysiske form.

Trænerteamet for årgang U13 havde arrangeret, at U13 skulle deltage i Øens Cup på Fyn. Øens Cup er et træningsstævne, som afvikles som en del af opstartstræningen til forårssæsonen 2019. Det foregik i år fra fredag den 29. marts til søndag den 31. marts 2019 i Broby, ca. 20 km. syd for Odense.

 

Fredag den 29. marts 2019

Vi skulle mødes ved klubhuset omkring kl. 15.00. Det var nogle yderst spændte drenge, som glædede sig til at komme over til Fyn og spille en masse fodbold. Da U 13 i foråret 2019 skal spille 8 mands fodbold, havde trænerteamet - Jacob og Finn - tilmeldt 2 hold på 8 mandsbaner til Øens Cup. Det var planlagt at de 2 hold skulle spille 5 kampe i alt. Alle kampe var på 2 gange 30 minutter.

 

Efter lidt mere end 1 times kørsel ankom drengene til den skole i Broby, som vi skulle overnatte på. Trænerteamet med Finn Wollesen i spidsen havde en overraskelse til drengene, idet drengene - ud over de 5 kampe på 8 mands hold (hold 1 og hold 2) også skulle spille en 11 mands kamp fredag kl. 18.00 mod KB. Kampen mod KB blev tabt knebent med 5-3. Herefter var der aftensmad og efterfølgende skulle både hold 1 og hold 2 lige spille en kamp yderligere inden sengetid. Her blev det til en sejr til hold 1 og et knebent nederlag til hold 2. Efter at drengene var blevet nedkølet efter kampene,var det sengetid.

 

Lørdag den 30. marts 2019

Efter en solid indtagelse af morgenmad, var drengene klar til kamp. Om lørdagen skulle begge hold spille 3 kampe over hele dagen. En kamp om formiddagen, en kamp tidlig eftermiddag og en kamp inden solnedgang.Det var nogle seje drenge, som kæmpede alt det de havde lært af det yderst velfungerende trænerteam, hvilket også resulterede i lækre detaljer og smukke mål. Det blev til både sejre, uafgjorte og enkelte tabte kampe. Du kunne godt se på drengene, at de 3 kampe havde sat sine spor fysisk.

 

Om aftenen havde drengene fri, og der blev der hygget, spist slik og snacks, drukket sodavand, m.m., indtil det var sengetid. Da vi overgik til sommertid mellem lørdag og søndag, havde trænerteamet dikteret overfor drengene, at de skulle i seng omkring 22.00. Det var selvfølgelig ikke i orden, ifølge de talsmænd, som drengene havde udpeget, men efter lidt snak frem og tilbage mellem trænerteamet og drengene, måtte drengene overgive sig til overmagten . (Det skal tilføjes, at der kun gik 15 minutter før alle drenge var i drømmeland).

 

 

Søndag den 31. marts 2019

Om søndagen skulle begge hold spille 1 kamp inden hjemrejse. Igen efter en solid gang morgenmad, var drengene - lidt overraskende efter de mange hårde kampe fredag og lørdag - klar til kamp. Der blev kæmpet, så blodet flød. Det resulterede i 2 sejre. Hold 1 vandt 3-2 efter at være bagud 2-0, men kæmpede sig tilbage, mens hold 2 spillede en god kamp og vandt overbevisende 5-1. Drengene fejrede herefter sejrene med RIF sejrsråb og sang, så alle i Broby kunne høre det. Da drengene havde været i bad, gik turen tilbage til Sjælland, hvor forældrene tog imod.

 

Men alt i alt en super fed weekend med nogle dejlige drenge. En weekend hvor drengene fik testet deres fysiske form mod andre gode fodboldhold fra Sjælland, Fyn og Jylland, og hvor trænerteamet også fik afprøvet forskellige opstillinger, som de kan bruge, inden det går løs i forårsturneringen, som starter om 1 uges tid. Noget som jeg virkelig glæder mig til.